Sundhedsstyrelsen siger det rigtig nok i deres COVID kampagner: “Ha’ tålmodighed. Lidt endnu”. Hvis nogen skulle lave en “sådan-er-dit-2021-løbeår” for mig, så ville overskriften være helt den samme. Ha’ nu lidt mere tålmodighed.
Som sikkert rigtig mange andre løber, så hungrer jeg også efter at få et nummer på maven, og blive tilmeldt et løb som ville stå og blinke i min – for nuværende – tomme løbskalender. Den uvished omkring hvornår det kommer til at ske, går ud over min motivation.
Motivation til at udnytte tiden til at blive en stærkere og bedre løber, så jeg er bedst mulig forberedt til når tidspunktet kommer, hvor jeg igen står ved startlinjen til et løb.
Hvor gemmer motivationen sig?
Nu hvor vi de to første måneder af 2021 er passeret, og foråret ifølge kalenderen står for døren, så har jeg stadig ikke fundet den rigtige motivation – hverken til at holde skarp fokus på nødvendige styrkeøvelser eller heller få en ordentlig struktur på min løbetræning i de første par måneder. Men er det så underligt? Er jeg virkelig den eneste der kæmper med motivationen i disse Corona-tider? Og hvorfor er det en udfordring for mig?
Motivation kan grundlæggende deles op i to. Indre og ydre motivation. Jeg er af den holdning af ting der drives af ydre motivation ikke er langtidsholdbar.
Et godt eksempel er ønsket om at tabe sig. Hvis du er drevet af en egen interesse i at tabe dig og du ser en store indre glæde ved at tabe dig, er du allerede et skridt tættere på succes, set i forhold til hvis motivationen er “det er 1. januar, så nu skal det være”.
En undersøgelse lavet af yougov.dk i 2018 viste af 43% af alle nytårsfortsæt var “tabe sig” og 35% var “træne mere eller forbedre min kondition”. To måneder senere havde 38% allerede droppet deres nytårsforsæt. Jeg er sikker på af langt de fleste af dem som droppede deres nytårsfortsæt, skyldes det ikke kom af en indre motivation. Derfor holdt det ikke. Det er forskellen på indre og ydre motivation.
“Ha’ tålmodighed. Lidt endnu. #sundhedsstyrelsen“
Jeg har kigget på hvilke elementer der – i en negativ retning – påvirker min motivation til at styrketræne og løbe, og konkluderer den består af fire elementer:
- Corona (manglende arrangerede løb)
- Skadessituation (betændt akillessene)
- Manglende struktur (i løbetræning og styrketræning)
- Vejret (en kold, mørk og våd tid)





Koncentrer dit fokus der hvor du kan gøre en forskel
Af de fire elementer der påvirker min motivation, tror jeg at min nuværende småskade – en betændt venstre akillessene – nok fylder de 50%. Det at jeg ikke rigtig kan slippe af irritationen i akillessenen, og den hele tiden lurer i baghovedet, fylder meget. Den begrænser mig i mit løb.
Manglende struktur i træningen fylder måske 20%, og Corona og vejret optager de resterende 30%.
Som med så meget andet, så giver det ikke mening at fokusere på de elementer man ikke kan påvirke – og irritere sig over de påvirker en i en negativt retning. Så jeg sætter en stor streg over Corona og Vejret. Jeg kan alligevel ikke gøre noget ved dem, og jeg tænker tingene snart ændre sig til det bedre for begge elementer.
Så giver det langt mere mening af fokusere indsatsen der hvor jeg kan gøre en forskel, hvorfor jeg i uge 8 har startet et 16-ugers Garmin Coach halvmaraton program. Det har jeg tidligere brugt med succes, og den struktur det giver mig, hjælper mig med at komme afsted i løbeskoene og giver god variation i løbetræningen.
Tilbage er min skade. Det gode er at jeg også kan være med til at påvirke det element. Jeg har løbende kontakt med en fysioterapeut som, jeg med succes har brugt tidligere og jeg har øvelser jeg kan lave. Hvad stopper mig i at komme af med skaden? Jeg tror det indtil nu har været at jeg ikke har været fuldt ud bevidst om at det er der jeg skal putte min energi nu. Ikke alle mulige andre steder. Ikke bruge energi – motivation – på at irritere mig over de ting jeg ikke kan ændre, som f.eks. situationen Corona sætter os i. Der skal bedre struktur på min styrketræning.
Så nu hvor foråret ifølge kalenderen officielt er startet, så tager jeg et bevist valg om at fokusere mere på min styrketræning. Jeg har faktisk lyst til det. Jeg har en indre motivation.
Er det virkelig så simpel af finde motivationen?
Jeg tror ikke der er noget der kommer af sig selv. Så let er livet ikke; men jeg tror at hvis man er bevidst om tingene, om hvor man kan være med til at gøre en forskel – og hvor man netop ikke kan – så er betingelserne for succes og en bedre motivation, langt større.
Jeg tror på at min lille øvelse med at reflektere over hvilke elementer der påvirker min motivation i en negativ retning, og fokusere på de elementer jeg rent faktisk kan påvirke, kan være med til at gøre en forskel. Derfor er jeg også bevidst om ikke at bruge energi på de elementer jeg ikke kan påvirke.
De kommende måneder vil vise om jeg får ret … eller tager fejl 🙂
Er din motivation I top? Hvis ikke, hvad gør DU for at håndtere den? Skriv meget gerne en kommentar nedenfor.
Hvis du vil have opdateringen om nye indlæg, så følg min Facebook side eller følg mig på Instagram