Michelle Vesterby skriver i hendes bog Keep Smiling: “At gennemføre et maratonløb blev ved med at dukke op som noget, der kaldte på mig. Jeg havde lyst til at gøre det, uden at det i sig selv egentlig gav mening, eller jeg forstod hvorfor”.
I november 2018 kaldte maratondistancen på mig, og jeg tilmeldte mig Copenhagen Marathon som skulle løbes i maj 2019. Seks måneders struktureret træning skulle i gang; men bekymringerne var mange inden jeg tilmeldte mig. Kunne jeg overhovedet løbe 42 kilometer? Hvordan skulle jeg strukturere min træning? Kunne jeg træne den nødvendige mængde uden at blive ramt af en overbelastningsskade inden løbet. Det fyldte meget – specielt bekymringen for en skade.
Alle bekymringen kunne jeg dog pakke væk, da jeg i marts 2019, ca. 2 1/2 måned inden løbet, ødelagde min hæl i en dum, dum (ikke løberelateret) skade. En drøm var bristet og mange måneders træning føltes nærmest som spildte. Efter irritationen over min dumhed, og skuffelsen over ikke at kunne løbe havde lagt sig, endte jeg måneder senere med at pakkede min forhåbning om at nogensinde at kunne sætte kryds ved maratondistancen, helt væk.
Jeg fik mig selv overbevist om det ikke var realistisk at træne op til et maraton – aldrig mere – og jeg ville ikke sætte mig selv i en situation hvor jeg potentielt kunne mislykkedes. Så hellere helt lade være. Maratondistancen måtte forblive en uforløst drøm.
“Afstanden mellem drømme og virkelig er handling. Din eneste begrænsning er dit sind”
Citatet rammer meget godt det (klar)syn jeg fik i efteråret 2019 – ca. 18 måneder efter jeg havde begravet drømmen. Det var jo ikke en fysisk begrænsning der afholdte mig fra at skulle prøve kræfter med maratondistancen – det var mit sind. Hvad næsten værre var, så fandt jeg også ud af det ikke kun gjorde sig gældende i forhold til min maratondrøm; men også en drøm om gennemføre en uddannelse som løbetræner under DGI, som jeg mange gange havde parkeret som unødvendig og urealistisk.
Når drømme bliver fulgt op af handling
2020 vil for rigtig mange stå som året hvor vi vores liv blev fyldt med masser af begrænsninger, da Corona for alvor gjorde sit indtog i vores hverdag. Mit 2020 var på den måde heller ikke meget anderledes. Dog var 2020 også året hvor jeg besluttede mig for at give mine begrænsninger en stor fuckfinger, og mærke rigtig godt efter mine egne drømme. Det er helt konkret blevet til tre målsætninger for 2021:
- Gennemføre et maraton
- Uddannelse som løbetræner
- Daglig aktivitet – 365 dage
Jeg skal nok i et senere blogindlæg sætte nogle flere ord på hvordan jeg har grebet min tre målsætninger an, og hvilke overvejelser jeg har gjort mig i den forbindelse. Specielt hvordan jeg har valgt at forberede mig til min maratondebut og håndtere frygten for en overbelastningsskade. Et maraton jeg har en plan om skal løbes i efteråret 2021 – og gerne i udlandet.
Jeg har hverken spiste en magisk pille eller drukket en trylledrik for at komme til den konklusion at jeg ikke vil lade mig begrænse i mine drømme. Jeg har blot forstået at det er mit sind der har begrænset mig. Og den – næsten simple – konstatering har gjort en kæmpe forskel for mig.
Oliver Wendell Holmes sagde en gang: “Most of us go to our graves with our music still inside us, unplayed”. Sørg for at få spillet alt dit musik inden det er for sent.
Jeg kan i øvrigt anbefale at læse – eller høre – Michelle Vesterby’s bog “Keep Smiling”. Den giver et godt indblik i de udfordringer man også står med som professionel triatlet, som ikke er så markant anderledes end det jeg har stået med – dog med lidt mere på spil for Michelle’s vedkommende.
Hvad er dine målsætninger for 2021? Er der noget der begrænser dig i at udleve dine drømme, og gøre dem til virkelighed?
Skriv meget gerne en kommentar nedenfor.
Hvis du vil have opdateringen om nye indlæg, så følg min Facebook side eller følg mig på Instagram