Ca. 3 procent af den befolkningen rammes af en diskusprolaps i løbet af deres liv, og de fleste kan behandles ved hjælpe af øvelser, rådgivning og smertestillende medicin. I Danmark opereres cirka 3.000 mennesker årligt for en diskusprolaps i lænden. (Kilde: Aalborg Rygklinik)

Den 3. marts 2020 blev jeg en del af den statistik, da jeg blev opereret for en diskusprolaps mellem 4. og 5. lændehvirvel på Mølholm Privathospital i Vejle.

Fra halvmaraton til stilstand

I løbet af sommeren 2019 trænede jeg struktureret henimod Stockholm Halvmaraton den 7. september og HCA Halvmaraton den 29. september, og alt forløb helt efter planen, med 157 kilometers løb i juli og 204 kilometer i august. Mange gode kilometer i benene – både de hurtige intervaller og de lange langsomme ture.

Et par uger inden mit halvmaraton i Stockholm begyndte en skinnebensbetændelse at lure, og ugen inden fik jeg problemer med mit venstre knæ. Pænt uheldig tidspunkt; hvilket gjorde jeg gennemførte Stockholm Halvmaraton halvskadet (og i en ikke tilfredsstillende tid). På grund af skaden betød det også et aflyst HCA Halvmaraton, og resten af 2019 blev det kun til 37 kilometers løb. Så super træls afslutning på det der skulle have været et rigtig godt løbe år.

Ondt i lænden og behandlinger

I midten af oktober fik jeg smerter i lænden, og som så mange gange før tog jeg en tur forbi kiropraktoren for at få løsnet lænden: men oplevede for første gang at smerterne forplantede sig i mit venstre underben, venstre balle som var meget øm og betød sovende tæer, som besværliggjorde gang eller det at stå stille. Jeg prøvede i den efterfølgende periode mange behandlingsformer: Akupunktur, manuel terapi, K-laser, zoneterapi, triggerpunktmassage, kiropraktik – blot for at konstatere at intet kunne fjerner smerterne.

Efter to besøg – med 2 ugers mellemrum – hos egen læge, som begge gange konkluderede at jeg skulle afvente og se hvordan det udviklede sig, tog jeg kontakt til min privatforsikring, og blev 3 dage senere undersøgt af en rygkirurg på Mølholm Privathospital og fik foretaget en MR scanning. Scanningen viste en diskusprolaps mellem 4. og 5. lændehvirvel. Det eneste positive var, at nu vidste jeg hvad jeg havde at gøre med.

Øvelser dagen lang og ny scanning

Nu startede et forløb hos egen fysioterapeut med flere gange daglige ryg-/lændeøvelser; men smerterne fortog sig ikke, og i uge 7 måtte vi afbryde vores vinterferie og køre hjem, for at jeg kunne få ordineret yderligere smertestillende – som nu bestod af Panodil, Brufen Retard, Gabapentin og Tramadol.

Jeg kontakter igen Mølholm, og får ugen efter fortaget en ny MR scanning, og dagen efter bliver jeg i en samtale med kirurgen enige om at eftersom der ikke har været nogen bedring den seneste måned – tværtimod – så er en operation det bedste og måske eneste rigtige nu.

Operationen

Jeg får en tid til operation 13 dage efter samtalen, og det er 13 dage med konstante smerter, kun dæmpet af en stor dosis smertestillende. De dage hvor det er værst tager jeg fuld dosis af de fire forskellige præparater jeg har – i alt 24 smertestillende piller om dagen, og alligevel er jeg ikke smertefri. Jeg husker at jeg flere gange tænkte, at nu kunne jeg sætte mig ind i hvordan det måtte være at leve med konstante smerter – noget jeg ikke ønsker mig for min værste fjende.

Tirsdag den 3. marts kører konen og jeg til Vejle, hvor jeg bliver indskrevet og kommer ind på min stue. Da de var lidt foran i operationsplanen, bliver jeg hurtig tilset af en sygeplejerske, taler med kirurgen, får sat et stort kryds der hvor hun skal operere og 30 minutter efter er jeg på operationsbordet.

Jeg husker at det første jeg gjorde da jeg vågnede fra narkosen var at vippe med mine tæer for at se om der var “forbindelse”. Det var der heldigvis! I min samtale med kirurgen da jeg havde besluttet mig for operation, skulle hun selvfølgelig oplyse om de risici der var forbundet med operationen – og det var alt fra “ingen men” til “lidt mere ondt i ryggen” til “lammelse i begge ben”. Heldigvis var det sidste meget usandsynlig; men stadig en risiko.

Operationen forløb ifølge kirurgen helt planmæssigt. Som hun sagde, så var det en stor prolaps, som hun måtte tage ud i tre stykker; men nu var der god plads til nerven. Jeg var ret hurtig på benene, fik sen aftensmad og en god nats søvn, inden jeg blev hentet næste formiddag.

Tilbage til en normal hverdag

Jeg skulle forvente en sygemelding på mellem 2 og 4 uger, og jeg sygemeldte mig de kommende 3 dage, og begyndte så småt at arbejde ugen efter. Pga. COVID-19 så skulle jeg alligevel arbejde hjemmefra, og det kunne jeg sagtens, dog med lidt flere “slap-af-i-ryggen-pauser” end normalt i løbet af dagen. Af samme grund valgte jeg også at investere i et hæve-/sænkebord til hjemmekontoret, så jeg kunne stå op og arbejde. Fantastisk god investering.

En uge efter operationen var jeg til en samtale hos en fysioterapeut hos Mølholm og vi gennemgik et øvelsesprogram jeg skulle træne efter de kommende uger, hvorefter jeg skulle kontakte egen fysioterapeut for et videre forløb. Jeg nåede aldrig til det videre forløb, både pga. COVID-19 som betød at alle fysioterapeuter ikke tog imod konsultationer; men også – og bedst af alt – da det gik fantastisk godt med ryggen. Jeg havde hverken smerter i ryggen eller benet. Benet havde mistet noget styrke, som øvelserne hjalp mig med at genvinde, ligesom øvelserne hjalp mig med at få mobiliteten tilbage i ryggen.

Opstart på løb igen

I forhold til at skulle starte op på et mere aktivt liv, så var retningslinjerne at jeg skulle vente minimum 4 uger inden jeg påbegynde løb, og det holdt jeg mig til. Der var ingen grund til at forcere noget, så der evt. kunne opstå en forværring.

Efter 4 ugers utålmodig venten, startede jeg på et 16-ugers træningsprogram – 0 til 10 km på 16 uger. Hver uge bestod af tre træninger, og den allerførste første træning var med 4 minutters løb og 11 minutters gang – fordelt på 3 x løb og 3 gang. Der var lang til tidligere tiders træning, som bestod af 30-40-50 kilometer om ugen. Ved siden af lavede jeg stadig daglig forskellige smidighedsøvelser.

Det var mentalt hårdt i starten at hoppe i løbetøjet og kun bruge få minutter på et træningspas; men det hjalp på den mentale udfordring, at jeg godt kunne mærke at kroppen var langt fra tidligere tiders form – så der var heller ikke energi til meget mere end få minutters træning.

Efter 8 uger havde jeg mit første pas hvor jeg ikke skulle gå/løbe, nu skulle der løbes 15 minutter, og derefter gik det stille og rolig fremad, og der kom flere og flere kilometer på løbepassene, og det hele kulminerede i 16. uge, hvor jeg løb 10 kilometer (i et roligt tempo). Det var en sand fornøjelse at kunne nå den milepæl, og følelsen af at have løbet em lang (længere) løbetur – ren nydelse.

Hvad så herfra?

Det er måske held i uheld at der ikke har været nogle officielle løb de sidste mange måneder pga COVID-19, for så har jeg heller ikke fornemmelse af, at der er noget jeg er gået glip af.

Pt. er jeg tilmeldt HCA Halvmaraton den sidste søndag i september, (hvis det da ikke også bliver aflyst); men kun hvis jeg føler jeg er i form til at gennemføre i en – for mig – hæderlig tid (dvs. under 1:50:00) så stiller jeg op. Jeg vil rigtig gerne have mindst et løb med nummer på maven i 2020; men føler heldigvis ikke noget pres for at skulle opnå noget, hvilket også er en dejlig fornemmelse.

Hvad fremtiden – 2021 og fremover – bring af løb må tiden vise. Mine skader i efteråret 2019, mit forløb op til operationen og efterfølgende tålmodige genoptræning har i hvert fald sat tingene i et andet perspektiv, og det vigtigste parameter er at være skadesfri og få en masse kvalitetskilometer i benene; mere end målet om en bestemt distance, konkurrence eller ønsket tid.

Jeg elsker det som løb giver mig, nemlig masser af positive oplevelser, muligheden for tid med mig selv eller muligheden for løb med andre, hvad end det er min bedre halvdel eller i et officielt løb, og det bliver jeg nødt til at minde mig selv om, hvis jeg et øjeblik skulle glemme hvorfor jeg elsker løb. Ikke at de to ting ikke kan gå hånd i hånd – løb og ambitioner; men ambitionerne skal også tilpasses virkeligheden.

Der er intet der indikerer at min diskusprolaps er relateret til mit løb, tværtimod har min grundform sandsynligvis gjort oddsene bedre for et lettere forløb efterfølgende.

For ca. 18 måneder siden havde jeg en drøm om at gennemføre et maraton; men det satte en (ikke løberelateret) skade en stopper for. Om det nogensinde bliver et kryds jeg også kan sætte, må fremtiden vise.

No human is limited. That’s my message. Citat: Eliud Kipchoge.

Ha’ en fantastisk god sommer 🌞

Hvis du vil have opdateringen om nye indlæg, så følg min Facebook side eller følg mig på Instagram

Kategorier: Diverse

0 Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.