Den 24. november 2018 tilmeldte jeg mig til Telenor Copenhagen Marathon, og et halvt års træning skulle igang. Jeg var super motiveret til at komme i mit livs form, og skruede for en periode ned for løbetræningen (til to gange om ugen) mod at skrue op for styrke- og coretræning, med 5 gange morgentræning hver uge i det lokale motionscenter. Jeg VILLE forberede mig maksimalt til mit første maraton.

I januar skruede jeg op for løbetræningen, og endte på 163 kilometer i den måned, samtidig med at jeg holde fast i de daglige ture i motionscenteret. Alt gik som planlagt. Jeg havde store forhåbninger om at nå målet på under 4 timer på mit første maraton.

I midten af februar skulle jeg på en 2 ugers forretningsrejse til Philippinerne og Vietnam; men heller ikke det kunne stoppe min træning selvom mængde blev skruet en smule ned, og måneden endte med 134 kilometer i løbeskoene.

En brat afslutning

Den 1. marts skulle jeg rejse tilbage til Danmark igen, og benyttede den sidste dag til at slappe lidt af ved poolen. Det betød samtidig en brat afslutning på den gode træningsperiode jeg var inde i, da jeg var så uheldig (læs: DUM!) at hamre min højre hæl med stor kraft ned i bunden af poolen. Kunne efter 30 sekunder godt mærke at det ikke var super godt, og kunne hurtig konstatere at jeg slet ikke kunne støtte på hælen. Pis og lort!

Da jeg dagen efter – efter en noget smertefuld hjemrejse – landede i Danmark tog jeg en tur på skadestuen, hvor de umiddelbart konstaterede at der ikke var noget knoglebrud i hælbenet. Da smerterne ikke fortog sig i løbet af weekenden, fik jeg om mandagen taget et røntgenbillede, som bekræftede at der ikke var noget brud, hvorfor jeg gik til “min” fysioterapeut for at få hjælp. Den korte version af de smerter jeg stadig havde skyldes formentlig en slag på knoglen og de omkring liggende strukturer.

Skal, skal ikke, skal, skal ikke ..?

Med ca. 2 måneder til Copenhagen Marathon stod jeg med en skade som gjorde at alt løbetræning stoppede. Den første uge kunne jeg dårlig nok støtte på foden (hælen), og de kommende uger var det stadig forbundet med smerte når jeg gik. Jeg holdt dog fast i håbet om at det hurtigt ville gå over, og jeg kun skulle holde 2-3 ugers løbepause inden jeg kunne forstætte min løbetræning.

Da jeg en måned senere stadig ikke var kommet i løbeskoene, traf jeg det smertelig valg at overdrage mit startnummer til en anden. Som en god ven sagde: “Lige meget hvad, så vil det altid være dit første maraton, som du vil huske tilbage på, og det bliver ikke noget god oplevelse”.

Selvom jeg vidste han havde ret, så var det ikke nogen let beslutning, uanfægtet af at alt fornuft sagde at det var det eneste rigtige at gøre. Hvis jeg kom i løbeskoene i løbet af april, ville jeg aldrig bliver klar – eller smertefri – til at kunne løbe 42 kilometer i maj. Så drømmen om debut på maratondistancen i foråret 2019 var bristet.

Op på hesten igen og sæt nye mål

Den 11. april – efter 43 dage uden løb – fik jeg grønt lys af min fysioterapeut til at løbe en kort tur. 12 minutters løb blev det til! Puha, der var lang vej igen; men heldigvis var smerterne minimale under løbet, og blev ikke værre efter turen, hvilket egentlig var det vigtigste.

Langsomt kunne jeg begynde at opbygge min løbeform igen; men det var ligesom at starte forfra. April bød på i alt 31 kilometer. Noget af en kontrast til de 163 kilometer i februar, så beslutningen om at droppe maratondebuten til Copenhagen Marathon var det rigtige valg.

Med en bristet drøm om forårsdebut på maratondistancen, lykkedes det mig alligevel at vende det til noget positivt – for det betød at jeg stod uden egentlige store målsætninger resten af året, og kunne bruge mit fokus på at få min bedre halvdel klar til hendes halvmaratondebut til HCA Halvmaraton den 29. september og samtidig træne op til mit eget halvmaraton i Stockholm den 7. september, hvor jeg i forvejen ikke havde nogen ambitioner om ny PR på distancen.

Hvad har jeg lært af at være skadet?

Selvom jeg RIGTIG gerne villet ha’ løbet Copenhagen Marathon i maj, så har jeg også lært af IKKE at kunne løbe. Her er mine tre vigtigste læringer:

  1. Husk at lytte til din krop, den lyver aldrig
    Intet er så vigtigt at man skal sætte sit helbred på spil. Med min skadestilstand ville det tåbeligt og sikkert forbundet med stor chance for at forværre min skade hvis jeg deltog i Copenhagen Marathon, så beslutningen om at droppe løbet var det helt rigtige. Gode behandlinger og snakke med min fysioterapeut gjorde også beslutningen lidt lettere at acceptere.
  2. Bristede drømme betyder ikke bristede ambitioner
    Selvom det ikke bliver i år jeg får min maratondebut, så har jeg valgt at se på det som at “det bare ikke var tiden til det”. Det tog mig noget til at acceptere udfaldet; men det betyder ikke at jeg ikke kan forsøge igen til næste år eller på et senere tidspunkt. Det vigtiste har været at komme tilbage til det jeg nyder mest, nemlig at løbe. Kort, langt, hurtigt, langsomt, alene og sammen med andre. Langt vigtigere end at gennemføre ET specifikt løb.
  3. Skru ned, og kom stærkt igen
    I kraft af at jeg var tvunget til at skrue ned for træningsmængden, så har det betydet at jeg har kunnet træne sammen med min bedre halvdel uden at skulle være irriteret over at jeg gerne ville løbe hurtigere eller længere – det har været på hendes præmisser, dog med den præmis at det er mig der tilrettelægger vores træning. At vi har en fælles interesse og målet om at gøre hende klar til hendes første HM, har været en stor fornøjelse. Det har helt sikkert været godt for mig, og betydet at jeg (udover min hæl) er kommet igennem forårstræningen uden skader, og langsomt er ved at bygge min form op.

Så hvis der er en morale, så må det være at intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Det har været svært at komme til den erkendelse; men da jeg først kom der, så er det noget jeg vil huske at minde mig selv om, når jeg et svagt øjeblik ærgrer mig over mine bristede drømme for 2019.

Ha’ en god sommer med forhåbentlig masser af gode løbeoplevelser.

Hvis du vil have opdateringen om nye indlæg, så følg min Facebook side eller følg mig på Instagram

Kategorier: Vejen mod de 42 km

0 Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.