Bliv nummer 778 og føl dig som en vinder

Rigtig mange mennesker har en holdning til løber. Nogle forstår dem ikke, andre ville ønske de blot kunne finde lysten til løb, mens mange andre – ligesom mig – har fundet glæden ved løb. En ting de fleste mennesker (løbere og ikke løbere) dog har til fælles, er forståelsen af at løbe et halvmaraton er en forholdvis lang tur – og udviser derfor stor respekt og anerkendelse for bedriften.

I mange sportsgrene gælder det om at vinde

Jeg har som barn og yngre spillet fodbold, badminton og tennis, og har aldrig været i nærheden af at vinde noget af betydning. I disse sportsgrene opnår man ikke “folkets” anerkendelse ved bliver nummer 10, 100 eller for den sags skyld nummer 778.

I går (30.08.2018) løb jeg de 21,097 kilometer til HCA Halvmaraton sammen med ca. 2.800 andre deltager. 2.757 af dem gennemførte. Jeg blev nummer 778; men følte mig som en KÆMPE vinder. For selvom jeg løb sammen med andre og selvom 777 kom i mål før mig, så kæmpede jeg kun mod mig selv, og den kamp vandt jeg.

Jeg løb over målstregen stolt og med knyttet næve, og fik af bare glæde en stor klump i halsen. Jeg havde gjort det. Jeg havde vundet. Vundet over mig selv.

Rigtig mange i min omgangskreds vidste at jeg skulle løbe HCA Halvmaraton i går, og mange har i går og i dag ønsket mig tillykke, men ikke en eneste har spurgt hvad nummer jeg blev. Hvorfor? Fordi placeringen ikke betyder noget!

Den store glæde ved løb

Sidste år havde jeg min halvmaraton debut ved HCA Halvmaraton, og kom i mål i tiden 1:51:16. For mig et rigtig godt resultat på baggrund af min strukturede Hechmann Running træning i løbet af 2017. At gennemføre mit første halvmaraton vil altid være noget specielt for mig, og jeg var stolt som en pave da jeg kom i mål, og specielt dagene efter.

Løb er for mig er mange ting. Det er tiden alene på landevejene, det er en sund krop og det er ønsket om at bliver bedre til noget. Jeg har stor glæde ved at løbe og man siger at ingen nogensinde har fortrudt en løbetur. Det gælder også for mig! (OK, hvis man kommer skadet hjem efter en tur, så kan en fortrydelse måske være på sin plads). Men jeg løber ikke kun for at løbe, jeg løber også for at blive en bedre løber – en hurtigere løber.

Hovedmålet for 2018 har været et skadesfrit år og gennemføre to halvmaraton – og det ene med ny PR på distancen. Derfor har jeg igen i år løbet efter Hechmanns halvmaraton løbeprogram. Først et par måneders grundtræning efterfulgt af 12 ugers strukturet halvmaraton træning – med det formål at toppe til HCA Halvmaraton den 30. september.

Egentlig vild at tænke på, at man som glad motionsløber arbejder så strukturet med det ene formål at blive et par minutter hurtigere. 3-4 ugentlig løbepas på samlet 30-50 kilometer om ugen de sidste 12 uger skulle kulminere på dagen. Masser af kilometer i benene fordelt på lange løbepas, intervalløb og tempoløb. Alt skulle gå op i en højere enhed på dagen.

HCA Halvmaraton – slaget skulle slå

Mine mange kilometer på landevejene de sidste måneder har naturligt givet mig en god indikation af min form, og det pace som jeg ville forsøge at gennemføre distancen på. Sidste år gennemførte jeg med et gennemsnitspace på 5:17. I år havde jeg besluttet mig at starte ud med pace 5:10, og så efter ca. 10 kilometer mærke efter om benene var til et hurtigere pace resten af distancen.

Kl. 10.00 gik starten. Vejret var perfekt. Stemningen var god. Benene føltes klar. Det måtte bare blive en god dag.

Jeg fandt hurtig det forventede tempo og efter 5 kilometer viste uret et gennemsnitspace på 5:08. De næste 5 kilometer blev løbet i pace 5:07. Marginalt hurtigere end planen. En af mine gode venner sagde i ugen op til: “Stick to the plan”, og det kørte rundt i hovedet på mig efter de første 10 kilometer. Skulle beslutte om jeg ville øge tempoet en smule eller fortsætte på 5:10.

Tror det mest var tanken om at det måtte bære eller briste der fik mig til at øge tempoet de næste 5 kilometer til pace 4:59. Benene gjorde ondt, åndedrættet blev mere og mere anstrengt, og jeg havde mere blikket rettet nedad end fremad. Kønt var det ikke.

Frem til kilometer 20 havde jeg lidt problemer med at holde tempoet under pace 5, og 20 kilometermærket blev passeret i pace 5:05. Fra kilometer 15 til 20 havde jeg mange gange kigget på uret, og ligemeget hvor meget jeg prøvede, så ville benene bare ikke flytte sig hurtigere end 5:05.

De sidste 3 kilometer var hårde, rigtig hårde. Mentalt var jeg presset, men det hjalp at dele de sidste 15 minutter op i 3 x 5 minutter. For hvem kan ikke løbe 5 minutter – jeg skulle blot løbe det tre gange. Hurtig blev det til 2 x 5 minutter for til sidst blot at være 5 minutter, hvilket også betød omkring en kilometer til målstregen. Det gav nok overskud til at øge tempoet en smule, så den sidste kilometer blev løbet i pace 4:43.

En time, 47 minutter og 31 sekunder

Det var en kæmpe forløsning da jeg passerede målstregen hvor familien ventede. Uret viste 1:47:33 – den officielle tid blev 1:47:31. Målet var nået. En ny personlig rekord var i hus. Slået med næsten 4 minutter.

Jeg har i de sidste par uger ikke været i tvivl om at jeg nok skulle slå min PR fra sidste år, og havde sat mig det mål at løbe under 1:50. Det blev 2:29 hurtigere end det. Jeg havde vundet. Ikke over de 777 andre løbere som kom i mål før mig; men over mig selv. Det var det som betød alt.

Tak til HCA Maraton for et godt arrangement, fantastisk opbakning fra tilskuere, heppere og de mange frivillige som gør arrangement muligt.

Nu vil jeg koncentere mig om at sætte nye mål frem mod 2019 – hvad enten det er et forsøg på at løbe distancen endnu hurtigere. Jeg vil gerne under 1:45, og det tror jeg også er muligt med den rigtige træning. Omvendt så er idéen om at løbe et maraton blevet mindre fjern for mig – så det kunne også være en mulighed. Men et er sikkert: Glæden ved løb består 100% og jeg vil glæde mig til at komme på landevejene igen, nyde friheden, stilheden og de mange kilometer som skal i benene frem mod nye mål.

Hvis du som mig har mod på at træne efter Hechmanns principper, vil jeg anbefale dig at læse Morten Klingenbergs artikel om emnet. Han har ligeledes lavet et Excel ark med træningsplanerne, som kan tilpasses dine tider. Det gør planlægningen af løbepassene meget nemmere.

Hvis du vil have opdateringen om nye indlæg, så følg min Facebook side eller følg mig på Instagram.

Indlæg redigeret 07.03.2021

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.