Smerten var uundgåelig. Sejren var forventelig

Flere gange måtte jeg minde mig om den sætning jeg læste på en “løbe-follower”s blog for nogle uger siden: “… smerten kommer fordi jeg løber mit løb rigtigt. Jeg er ikke bange for smerten og jeg løber ikke for at undgå smerten. Jeg løber for at give mig selv fuldt ud og i den proces er smerte forventeligt. Smerte er uundgåeligt, men lidelse er noget vi vælger som løbere”. Eller som B.S. Christiansen en gang sagde: “Smerte eksisterer kun i hovedet – når det gør ondt, kan man kontrollere smerten mentalt”.

I søndags gennemført jeg mit første halvmaraton, HCA Halvmaraton i Odense. 21,1 kilometer. Et halvt års struktureret træning skulle kulminere til præcis dette løb. Jeg var glad for at jeg havde bevidstheden om smerten i baghovedet. Jeg var så fysisk klar som jeg overhovedet kunne blive; men jeg havde ikke overvejet den mentale udfordring det også ville blive. Det nåede jeg også at få med i min forberedelse de sidste par uger. Det hjalp mig gennem løbet.

Detaljerne skulle på plads

Intet skulle overlades til tilfældighederne på mit første halvmaraton, så lørdag aften blev race udstyret fundet frem, nummeret blive sat på trøjen og alt udstyr blev tjekket en sidste gang.

Vejrudsigten lovede fantastisk løbevejr – 13-15 grader med en smule sol. Jeg undrer mig til stadighed over hvor meget tøj folk har på når de løber. Det er OK at være lidt kold de første par kilometer, for kroppen skal nok blive varm når man først er kommet igang. Jeg løb i singlet og shorts idag, og måtte endda ved de sidste to vanddepoter hælde en sjat vand over hovedet og ned af ryggen da solen havde skubbet alle skyerne væk. Stakkels dem som løb i langærmede trøjer og lange tights.

Raceday, op og igang

Klokken 6.00 ringede vækkeuret – 4 timer før racestart. Morgenmaden bestod af havregryn (som den næsten altid gør) – idag krydret med en skefuld sukker og 0,75 liter energidrik til. Overvejede et kort øjeblik om jeg skulle spise noget lettere (f.eks. en bolle), men igen mindede jeg mig selv om at holde mig til det som virker for mig.

Klokken 8.45 ankom vi i Odense, og fandt frem til startområdet. Efter et kort besøg i messehallerne fik jeg varmet op i 15 minutter i let jog, klædte om, fik tisset af (for tredje gang!) og så var det ellers at finde frem til startlinjen. Vi var taget til Odense med naboen Rasmus (incl. familie) som også skulle løbe halvmaraton. Vi var enige om hvor vi skulle placere os – mellem pacerne på 5:20 og 5:30.

Brugte lige et minut på at tænke planen igennem: Husk rigtig tempo, slap af i skuldrene, drik ved depoterne, nyd løbet – og husk det kommer til at gøre ondt på et tidspunkt.

Hvilken pace skulle jeg løbe med?

Tilbage i juli måned fik jeg lavet en løbetest hos Hechmann Running, for bl.a. at finde mine træningszoner til mit halvmaraton træningsprogram. Et andet resultat af testen var også mine estimerede konkurrence tider, som var en rigtig god rettesnor.

Min estimeret maraton pace blev udregnet til 5:49 (vel og mærke hvis man træner maratontræning) og min AT pace blev beregnet til 5:00. (AT er basalt set det tempo man maksimalt kan løbe i en time, inden man begynder at danne mælkesyre).

Typisk vil et HM tempo være ca. midt i mellem – i mit tilfælde ca. 5:25. Igennem mine træningspas de sidste mange måneder, havde jeg også fornemmet at 5:25 heller ikke var helt skævt, så det ville jeg holde fast i. 5:25 føltes som et godt tempo i min nuværende form, hvor fornemmelsen var at jeg kunne løbe 21 kilometer i det tempo. Hvis jeg kunne presse den til 5:20, ville det være en ekstra sejr. Omvendt ville en pace mellem 5:30 eller 5:40 også være godkendt, omend ikke helt tilfredsstillende.

Enogtyve kilometer forude

Ca. 3 minutter efter at løbet blev skudt i gang passerede jeg startlinjen, og 21,1 kilometer ventede forude. Jeg placerede mig helt til ude til den ene side så jeg – så meget det nu var muligt – kunne løbe i mit eget tempo. Ikke alle får sig placeret i den rigtige startgruppe, så der var mange der skulle løbes forbi. Uret viste at tempoet var lidt til den gode side, men det føltes rigtig og ikke for hurtigt, så jeg holdt fast i tempoet.

Jeg havde medbragt 2 geler til turen, og besluttet at de skulle indtages efter hhv. 7,5 og 15 kilometer ifm. depoterne. Drak lidt vand ved både 2,5 og 5 kilometer. Ved 5 km sagde tiden 26:40 – en pace på 5:20. Det føltes rigtig, ingen smerter, ikke anstrengt, så det galt bare om at holde ved. Ved 7,5 km tog jeg min første gel sammen med en halv kop vand, og ved 10 kilometer var min gennemsnitspace stadig god – 5:21.

Nu var jeg næsten halvvejs, og havde det godt. Jovist, jeg kunne mærke at kroppen fik lov at arbejde, og havde begyndende smerte i skiftevis højre knæ, nederste del af skinnebenet eller længere op på højre skinneben. Ikke noget der gjorde voldsomt ondt eller skulle påvirke mit løb. Det var en smerte jeg kendte til, så ingen alarmklokker der ringede. Det galt om at nyde løbet, og specielt i gågaderne var der stor publikumsopbakning. Det giver også lidt ekstra på den mentale konto.

Det sidste stykke mod mål

Jeg havde på forhånd besluttet at hvis benene var gode, så ville jeg vente til efter 15 kilometer mærket, før jeg ville forsøge at øge min pace. Jeg måtte for alt i verden ikke gå død den sidste del af løbet.

15 kilometer blev passeret, og gennemsnitspacen var 5:21. Nu var det jeg skulle minde mig selv om at det ville komme til at gøre ondt, at jeg havde trænet i over et halvt år til det her specifikke løb, så der var alt mulig grund til at give mig maksimalt. Smerterne i højre ben tog til, men det mentale overskud var stort, så jeg fik øget mit tempo. Mellem kilometer 15 og 20 løb jeg med en gennemsnitspace på 5:14 – HELL YEAH!

Samtidig med at trætheden begyndte at snige sig ind var jeg også fyldt med overskud. Benyttede overskudet til at klappe tilbage til dem som klappede af mig. Fra kilometermærke 15 og frem til mål overhalede jeg mange løber, nogle gik, andre løb blot i et langsommere tempo med et anstrengt åndedræt. Det gav mig blot endnu mere overskud, og jeg formåede at fortrænge de smerter som trængte mere og mere på.

Omkring kilometer 20 kunne jeg kende se startområdet. En super følelse, og jeg formåede at sætte at et højt tempo til sidst. Havde også overskud til at smide en sætning til en løber som kæmpede lige som mig: “Nu er det på ren vilje det sidste stykke”. “Ja” svarede han med et smil. 350 meter før mål kom vi ind på stadion, og målstregen kunne ses til højre.

1:51:16 – Pace 5:16

Målstregen blev passeret i 1 time, 51 minutter og 16 sekunder, og jeg fik min velfortjente medalje. Mit første halvmaraton var gennemført, og i en super tilfredsstillende tid. Jeg fandt et hegn og forsøgte at strække mit højre ben ud, bøjede det lidt i håbet om at smerten ville forsvinde øjeblikkelig, velvidende at det gjorde den ikke. Men det var fuldstændig ligemeget nu – det var blot en smerte som jeg sagtens kunne fortrænge i glæden over mit gennemførte HCA Halvmaraton.

I november 2016 besluttede jeg mig for at 2017 skulle være året hvor jeg skulle gennemføre mit første halvmaraton. En skade i vinterhalvåret ændrede tidspunktet for debuten på distancen fra forår til efterår 2017, og for ca. 6 måneder siden startede jeg den strukturede træning frem mod dette løb. Det var derfor en kæmpe tilfredsstillelse at fornemme at alle timerne på landevejen havde gjort forskellen fra blot at kunne gennemføre et halvmaraton (hvilket i sig selv er en bedrift) til at løbe i en tid som jeg havde trænet henimod igennem lang tid.

HCA Halvmaraton med over 5.000 deltagere blev min debut på distancen. Som en skrev til mig på Facebook nogle dage inden løbet: “Du skal ikke løbe et alt for godt et løb første gang, så bliver det svært at lave ny PR næste gang du skal løbe”. Pointen er forstået, men det er ikke måden mit hoved fungerer på. Jeg gav alt hvad jeg følte var muligt, og det vil jeg nyde i nogle dage inden jeg beslutter hvad der skal ske med mit løb henover vinteren.

Hvad så nu?

Jeg har allerede mod på mere. Ikke en længere distance, men en lyst til at løbe mere og fortsætte den kontinuerlige træning for at blive en bedre løber. Løb giver mig en frihed og glæde jeg ikke vil undvære. Og så har jeg jo også nu en PR jeg skal slå 🙂

For mig var dagens HCA Halvmaraton ikke en X Factor finale, hvor man ender på en blokvogn eller på scenen i et storcenter hvis man ikke vinder. Det var kulminationen af lang tids træning, ikke nogen finale. Jeg blev nummer 910 ud af 2539 på distancen, men jeg følte mig som en vinder, og det er jeg stolt af.

Tusind tak til alle dem som har fulgt mig frem mod mit halvmaraton, skrevet søde ord på Facebook eller Instagram – det har betydet mere end I tror. Også en tak til Claus Hechmann som har inspireret mig rigtig meget til at træne struktureret. Jeg har aldrig mødt Claus, men besøget i hans testcenter i Slagelse og fornøjelse af at læse hans bog “Løb som Eliten” har inspireret og motiveret mig meget. Jeg havde i en periode på 3 måneder en løbetræner, Daniel Sommerkorn. Udover at strukturere min træning, så lærte han mig nogle styrkeøvelser jeg stadig gør brug af, og så satte han også fokus på min teknik. Tak, Daniel.

Hvis du vil have opdateringen om nye indlæg, så følg min Facebook side eller følg mig på Instagram.