Kan et trailløb også foregå indenfor?

Langt om længe har jeg fået gang i mit løb igen – endelig! Efter at jeg igennem et stykke har bøvlet med mit venstre knæ – som stadig driller en lille smule – og en influenza der slog mig ud i ca. 2 uger, har jeg fået godt gang i mit løb igen. Det er blevet til nogle korte ture (2-5 km), og for en uges tid siden havde jeg min første 10 kilometer tur siden juli 2016. En fed fornemmelse at få nogle kilometer i benene 🙂

Det var også nødvendigt, da jeg torsdag aften skulle deltage i mit første løb i flere år. Kolding City Trail. Distancen jeg stillede op i, var dog (kun) på 5 kilometer, så det var ikke en skræmmende distance, men eftersom det var et trailløb, så ville ruten ikke være flad som en pandekage, men med nogle gode højdemeter indlagt.

Ruten er en rundtur rundt i centrum af Kolding med en afstikker rundt om Koldinghus, hvor der kommer nogle “dejlige” højdemeter på.

Ca. 600 deltagere stillede op på de tre distancer: 5, 10 og 15 km – langt de fleste på 5 kilometerruten. Jeg kom godt afsted, og den første kilometer var med en pace på 5.10. Ganske fin pace for mig, taget i betragtning af den smule jeg havde fået trænet op til løbet. Jeg vidste dog at der ville komme højdemeter på senere, så jeg skulle også passe på ikke at give mig for meget, så jeg ikke endte med at gå død i højdemeterne.

Desværre blev min pace på de næste 3 km en smule for langsom – jeg økonomiserede for meget af “frygt” for afslutningen på ruten, som var en tur op og ned i et 4 etagers parkeringshus, efterfulgt af trappeløb op på 3-4 sal – og ned igen. Så et trailløb kan også godt foregå indenfor.

Sluttiden blev 29:02 (gennemsnitpace på 5:48). Nr. 44 ud af 114 mænd på 5 kilometerruten. Ikke en sluttid eller placering der kommer til at stå i historiebøgerne 😉

Kolding City Trail er arrangeret af KristinaExtremeRunning. Et velarrangeret løb med et godt startområde der forholdsvis hurtig gav god spredning på løberne, gode markeringer af ruten som var suppleret af officials de steder hvor man kunne være i tvivl om ruten. Publikumsopbakningen var dog ikke særlig stor, så man blev ikke klappet hele vejen rundt 🙂 Jeg deltager gerne til næste år – der er jo en tid der skal forbedres 🙂

I morgen står den på 10 kilometer på landevejene, og hvis jeg mit knæ ellers fortsætter med at blive bedre og bedre, så håber inden for 4 uger at kunne starte op på et 12-ugers træningsprogram, så jeg kan få gennemført mit første halvmaraton til efteråret – måske HCA halvmaraton den 1. oktober eller Copenhagen Half den 17. september. Det passer ihvertfald med timingen. Motivationen og lysten er i top, så det gælder “bare” om at holde mig skadefri, og få en masse kilometer i benene.

God weekend og happy running 🙂


#koldingcitytrail #kristinaextremerunning #koldingINmotion

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.