“Jeg-løber-ikke-løbeblog”

Verdens bedste idé.

Kender I det at man får en god idé som man gerne vil føre ud i livet. Ikke nødvendigvis noget der vil revolutionere verden eller ændret livet for millioner af mennesker; men bare en idé man har tumlet med et stykke tid. Sådan er enrunner.dk – min personlige løbeblog.

Der er bare et stort problem, min løbeblog er ved at udvikle sig til en “jeg-løber-ikke-løbeblog” – hvor fedt er det lige?

Min seneste løbetur var den 31. december. Helt præcis er det 41 dage siden. Pga. mit venstre knæ som jeg ikke helt er venner med, indgår jeg pt. i den gruppe der hedder “skadet løber”. Det er der ikke noget unormalt i, da en rapport fra 2014 fra DGI viste at hvert andet medlem i 27 af DGIs løbeklubber bliver skadet inden for ét år. Og 48 procent af dem, der melder sig ud af løbeklubberne, gør det ifølge rapporten på grund af en skade. Jeg er ikke medlem af en løbeklub, blot skadet.

Det er bare en smule demotiverende at have en løbeblog, som skulle indeholde fede historier om mit løb, og min vej mod mit første halvmaraton; men pt. indeholder den alt andet end det.

Klar til næste skridt

Idag var jeg en tur ved lægen for at få en lægelig vurdering af mit knæ, og aftalt næste skridt. Efter en kort undersøgelse og en snak om hvad jeg hade gjort (og ikke gjort) den seneste tid, var hendes konklusion at knæet skulle scannes. Så hun bestilte en MR scanning af knæet, som jeg gerne skulle få en tid til inden for de næste 2-3 uger.

På den ene side krydser jeg fingrer for at de finder noget, som ikke er som det skal være ved knæet; men på den anden side så er det ikke ligefrem ønsketænkning at gå og håbe på at noget er galt. Hvis jeg skal komme igang igen med mit løb, så skal der ske noget, og hvis MR scanningen ikke viser noget, så må jeg igang med en anden form for behandling – hvad enten det er fysioterapi, akupunktur eller noget helt tredje.

Det er absolut ikke det fedeste at være skadet, og selvom jeg holder mig igang i motionscentret, både med spinning og styrketræning, så savner jeg virkelig at komme ud i det dejlige vintervejr, og få løbet nogle kilometre; men det bliver desværre nok ikke lige foreløbig.

God weekend til jer alle – og god løbetur.


Opdatering (17. februar 2017)

Jeg har nu fået en indkaldelse til en MR scanning på Vejle Sygehus den 28. februar. Forhåbentlig bliver jeg snart meget klogere 🙂


Smid mig gerne en kommentar.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.